Teenager - hjælp hvad gør jeg?
Jeg tror at mange forældre har stået med den fornemmelse i maven “Hvad gør jeg nu klogest?” - eller hvad gør jeg nu i det hele taget? Tingene - eller teenageren gør lige pludselig ikke hvad man forventer. Hun har lige pludselig sin egen helt specielle måde at agere på. Hun synes lige pludselig at alt hvad du gør og siger, er fuldstændig forkert. Det kan være en stor mundfuld at sluge, en stor opgave at tackle, hvis man aldrig har haft en teenager før.
Hvad gør jeg? Er der noget galt med hende? Samtidig kan det være meget angstprovokerende for dig, hvad er det for en rejse du/i skal til at begive dig ud på. Et ukendt land! Der er mange spørgsmål der trænger sig på.
Jeg har været så heldig at få en bog i julegave af min teenage datter på 14 år, den hedder “Din teenager akal coaches, ikke opdrages” skrevet af Arne Nilsson, sammen med Anni Kirk og Tania Wolf. En ganske udmærket bog, der absolut giver nogle værktøjer at arbejde med.
Ofte glemmer man at en teenagers hjerne jo overhovedet ikke er færdigudviklet. Man glemmer det, fordi man synes at de så udmærket kan argumentere for sig, og i mange situationer også virker så voksne. Men åbenbart er det en helt naturlig udvikling for en teenager og faktisk dig selv der har problemer med forandringerne, fordi du ikke ved hvad der foregår. Så ligesom din teenager skal udvikle sig, kan du udvikle dig samtidig - hvis du er åben overfor det.
Jeg har altid haft den opfattelse, at når først de er teenagere, er løbet næsten kørt, men forskere har nu fundet ud af at barnets hjerne er under kraftig udvikling som teenager, og helt frem til de er 25 år. Det vil jo sige at vi som forældre stadig kan nå at gøre en forskel, og det er jo faktisk en rar ting at vide. Jeg tror også at de fleste forældre helst ser deres barn vokse op og blive et socialt, selvstændigt og fornuftigt væsen.
Hjernen hos en teenager kan ikke bearbejde/kordinere de følelsesmæssige ting der sker med dem. Samtidig kan de ikke overskue konsekvenserne af deres handlinger. De bruger en anden del af deres hjerne, til at træffe beslutninger med end voksne gør. Spiritus har man også fundet ud af forvolder mere skade på deres hjerner, end man hidtil har vidst.
Hashrygning kan, bare ved få gange være udløsende faktor, for at udvikle psykiske lidelser som f.eks. skizofreni. Man kan så spørge sig selv, hvorfor man ikke tager det mere alvorligt.
Hører du også til dem der kan blive lidt småirriteret over at hun hænger oppe længe om aftenen og gerne vil sove længe om morgenen, hvis muligheden er der? Så er det jo rart at vide, at det ikke er noget de gør med vilje, men fordi de udskiller melatonin sent om aftenen, og det gør at de ikke kan sove men føler sig friske. Desværre skal de jo have deres søvn alligevel, men når det ofte ikke i hverdagen, fordi de skal i skole. Måske når de heller ikke at få morgenmad fordi de er sent på den, og så er de jo faktisk inde i en dårlig cirkel. Man har fundet ud af at det er meget afgørende for ens præstationer/karakterer, at man får noget ordentligt at spise om morgenen.
Hvis man nu ved at de ikke kan gøre for at de er så selvoptagede, har humørsvingninger, er overfladiske og stridslystne, er det vist også nemmere at bære over med dem. Jeg kunne blive frygtelig irriteret når hun hele tiden stod og spejlede sig, nu ved jeg at det er fordi hun lige vil overbevise sig selv om, at hun stadig kan måle sig med de andre i flokken.
Desuden kan det være svært ikke hele tiden at komme med kritik eller gode råd, hvor man desværre oplever at teenageren glider længere og længere væk fra en, hvis man gør det.
Det bedste man nok kan gøre er at tage den unge alvorligt, finde det positive i de forskellige situationer og prøve at skabe tillid ved at LYTTE til dem.
Vivi :: jan.03.2008 :: Teenagere ::