Marathon for første gang - hvordan gjorde jeg (3)
Endelig er vi klar til start:
Det var en utrolig oplevelse at stå der blandt næsten 40.000 mennesker og klappe i takt lige inden starten. Det var lige så hårene rejste sig i nakken, og til at man kneb en tåre. Helt fantastisk følelse. Så blev vi sendt afsted i etaper alt efter hvilken tid man havde meldt sig til. Vi stod et stykke nede bagved, men derfor var trængslen ikke mindre. I starten gik det lidt langsomt, ja ikke fordi at vi skulle løbe meget hurtigere, man skulle være meget opmærksom, at man ikke faldt over hinanden.
Så begyndte problemerne at melde sig, allerede efter kun 10 min. løb, ja, det var sådan set ikke fordi jeg troede det var problemer på det tidspunkt, men snarere nervøsitet. Jeg skulle lade vandet. Der var ikke andet at gøre end at rende ind imellem nogle træer, der tilpas var på dette sted. Nå videre, to af os fandt hurtigt ind i en god rytme, det var næsten ligesom en maskine. Jeg havde fået det råd af en inkarneret marathonløber inden løbet, at jeg SKULLE drikke både et glas erergidrik og et glas almindeligt vand ved hver post, så det gjorde jeg selvfølgelig. Det skulle senere vise sig at det var alt for meget til mig, da jeg ikke er den type der sveder så meget, men da det jo var første gang, er man nødt til at gøre sig sine erfaringer.
Maven fik det rigtig dårligt, så jeg skulle på toilettet rigtig mange gange under hele turen, hvilket selvfølgelig var en enorm belastning. Der var ikke noget i vejen når jeg løb, men lige så snart jeg stoppede for at drikke, gik mine tarme simpelthen igang. Utroligt. Nå men det skulle ikke slå mig ud, for selve stemningen under hele løbet var helt fantastisk, der var omkring 1 million tilskuere som alle opmuntrede os undervejs. Oveni var der ca 60 musikbands som spillede forskellige steder på ruten. Ikke at forglemme alle de løbere der var klædt ud på den ene eller anden måde. Fantasien havde simpelthen fået “frit løb”. Utroligt at de ikke fik hedeslag.
De første 33 km. gik helt fantastisk, vi løb bare, det begyndte måske at blive lidt trivielt og der var vist heller ikke så mange tilskuere lige der. Måske var vi nok også lidt trætte på det tidspunkt, men humøret var højt. Nu begyndte folks kvaler at melde sig, der var mange der ikke havde det helt godt på det tidspunkt. Jeg havde også drukket så meget, at jeg var sikker på at hvis jeg fik bare en dråbe mere ned, så ville det hele komme op igen.
Endelig kunne vi se Brandenburg Tor, hvilket klimaks. Dette havde vi bare ventet på i et halvt år, og vi løb endnu, fantastisk. De sidste 200 meter var godt nok lange, men hvad gjorde det. JEG KLAREDE DET. Vi fik medaljen lige da vi kom i mål, hvilket også var en oplevelse i sig selv. Det var en ældre mand der lagde medaljen om min hals, og han stod med tårer i øjnene, hvor rørende.
Ja tro det eller ej - om aftenen skulle vi selvfølgelig fejre vores løb. Vi var ude at spise med hele bussen, og dans bagefter. Det var bare om at bide smerten i sig, for man var vel lidt øm, men også meget HØJE.
På vejen hjem i bussen begyndte vi faktisk at tale om hvornår vi skulle løbe marathon igen - jo, det er ikke sidste gang.
Vivi :: nov.20.2007 :: Marathonløb ::
Imponerende flot Vivi! 42 kilometer er langt, rigtig langt.
Hej Mike
Tak for de fine ord, jo det var godtnok et stykke vej, men jeg tror alle kan, bare de har viljen og et mål for øje.
Hilsen Vivi
Sejt!