Nylivsstil

Hvorfor er det så vigtigt at give ros? Det kan måske lyde besværligt at man nu skal til at give ros, hvad skal det nu til for? Har hun gjort sig fortjent til det? Prøv lige at tænk over, hvor tit du fik ros da du var barn. Jeg kan ihvertfald ikke mindes, at det var ros jeg fik mest af. Forældre fra dengang, havde ikke den samme viden som vi har idag, og gik heller ikke i samme omfang op i, eller interesserede sig på samme måde, som vi gør idag. Havde det gjort en forskel? Så absolut.

Selvfølgelig skal man ikke skamrose. Det skal være reel ros. Det styrker barnets selvværd i den grad, og det er vel det vi alle ønsker. At ens barn må blive en stærk person, som kan klare livets udfordringer uden at bukke under. At give dem de rigtige værktøjer fra starten af. En måde at styrke barnets selvværd på er at fremhæve de ting som barnet gør godt. Det kan da godt være at der lige i nuet, er en hel del andre ting som er mindre godt, men læg fokus på en ting som virkelig glæder dig ved barnet. Det har også en positiv sidegevinst - barnet har lyst til at gøre det bedre endnu. Anerkendelse er en af de ting folk higer mest efter.

Så kan det da godt være at det roder på hendes værelse og skraldespanden har top på og hun ikke lige har hjulpet til idag, men spørg dig selv ”Er der er nogle der er døde af det?”. Formentlig ikke, men du har opnået en hel del mere hos din teenager, end hvis du har fremhævet alt det der ikke lige er gjort efter din målestok.

Så - lad være at kritisere! Med mindre at du vil lægge mere afstand til dit barn, end du måske føler du har i øjeblikket. Jo mere brok man kommer med, jo mere lukker de dig ude. Det tætte nærvær man havde i de yngre år, bliver desværre lidt mindre tæt når de bliver ældre. Det kan også være svært at tackle, men en normal proces.

Hvis de er i dårligt humør kan det nogen gange være svært bare at trække på skulderen og vide at det snart går over. I stedet har vi mødre nok en speciel tendens til at ville bore i hvorfor. Pludselig har vi ikke kontrol over hvad der foregår, og det er nok en svær ting, specielt for os mødre at kapere. Hvis vi skal vide det, må vi nok vente til de vil fortælle os det, hvis de overhovedet vil. Hvis de vil fortælle hvad som trykker dem, er det bedste man kan gøre faktisk at lytte. Ikke komme med nogen gode råd eller løsningsforslag. Tit går tingene hurtigere over, end vinden blæser.

Små børn små problemer, store børn store problemer. Jeg har altid tænkt at det bare var et gammelt ordsprog. Men man kunne måske lave den om til: Små børn små udfordringer, store børn store udfordringer. Men lige så meget din teenager udvikler sig, gør du jo også. Vi må være taknemlige for de dage hvor det går godt, og tage ved lære hvor det går mindre godt. Vi kan altid gøre det lidt bedre. Hvis vi bare altid gør det bedste vi kan, tror jeg ikke det går helt galt.

P.S. Er du træt af at din mand ikke altid gør det du forventer, er det også her en rigtig god ide, det med at rose. Båndlæg dine udbrud over alt det han ikke har gjort og fremhæv en positiv ting - Det kan udrette mirakler!

Vivi :: jan.21.2008 :: Teenagere :: No Comments »

Kan du sige nej til dit barn?

Hvor står man tit i en svær situation som forældre, når ens barn kommer og spørger f.eks. “Må jeg tage med dem til fest?”. Man kender de unge hun skal være sammen med, og ved at det nok ikke lige er det bedste bekendtskab i længden.

Hvad gør man?
Det er ikke muligt at være både bedste kammerat og forældre samtidig. Som bedste kammerat, kan du ikke tillade dig at sig nej synes du, for så bliver hun jo ked af det. Man vil jo heller ikke såre sine venner, vel?

Man kan godt som forældre sige kærligt nej, uden at man bliver afvist af den grund. Det er jo kun lige i øjeblikket og det skal man som forældre kunne rumme, som den voksne.

Hvis man fortæller hvorfor og ikke bare siger “Fordi jeg siger det!”. Hvis man fortæller, at det er fordi man elsker sit barn, og at man ikke synes at stedet og de unge hun skal sammen med, er det rette sted at være for hende. “Jamen alle de andre må!” kommer der tit i forsvar - “Ja, det kan godt være, men jeg holder alt for meget af dig, til at ville sende dig afsted”

Ofte viser det sig, at de inderst inde faktisk er lettede over at man sagde nej, fordi de havde følt det som et gruppepres, at de skulle med, og ikke fordi de egentlig selv havde lyst. Men oftest har de ikke selv modet til at sige nej. De bliver måske udelukket fra gruppen, hvis de siger nej.

Jeg så engang en udsendelse i Tv, hvor de spurgte de unge om de gerne ville have nogle flere forbud end de fik. Hvor de fleste svarede, at det ville de faktisk, da de følte at de dybest set var mere elsket af deres forældre. Elles bliver det jo tit opfattet af de unge som - nåh ja, der er jo alligevel ligeglade med hvad jeg laver - så jeg kan ligesågodt lave stank i den.

Så sig trygt et kærligt nej til dit barn. Det bliver belønnet i sidste ende.

Vivi :: jan.09.2008 :: Teenagere :: No Comments »

Jeg tror at mange forældre har stået med den fornemmelse i maven “Hvad gør jeg nu klogest?” - eller hvad gør jeg nu i det hele taget? Tingene - eller teenageren gør lige pludselig ikke hvad man forventer. Hun har lige pludselig sin egen helt specielle måde at agere på. Hun synes lige pludselig at alt hvad du gør og siger, er fuldstændig forkert. Det kan være en stor mundfuld at sluge, en stor opgave at tackle, hvis man aldrig har haft en teenager før.

Hvad gør jeg? Er der noget galt med hende? Samtidig kan det være meget angstprovokerende for dig, hvad er det for en rejse du/i skal til at begive dig ud på. Et ukendt land! Der er mange spørgsmål der trænger sig på.

Jeg har været så heldig at få en bog i julegave af min teenage datter på 14 år, den hedder “Din teenager akal coaches, ikke opdrages” skrevet af Arne Nilsson, sammen med Anni Kirk og Tania Wolf. En ganske udmærket bog, der absolut giver nogle værktøjer at arbejde med.

Ofte glemmer man at en teenagers hjerne jo overhovedet ikke er færdigudviklet. Man glemmer det, fordi man synes at de så udmærket kan argumentere for sig, og i mange situationer også virker så voksne. Men åbenbart er det en helt naturlig udvikling for en teenager og faktisk dig selv der har problemer med forandringerne, fordi du ikke ved hvad der foregår. Så ligesom din teenager skal udvikle sig, kan du udvikle dig samtidig - hvis du er åben overfor det.

Jeg har altid haft den opfattelse, at når først de er teenagere, er løbet næsten kørt, men forskere har nu fundet ud af at barnets hjerne er under kraftig udvikling som teenager, og helt frem til de er 25 år. Det vil jo sige at vi som forældre stadig kan nå at gøre en forskel, og det er jo faktisk en rar ting at vide. Jeg tror også at de fleste forældre helst ser deres barn vokse op og blive et socialt, selvstændigt og fornuftigt væsen.

Hjernen hos en teenager kan ikke bearbejde/kordinere de følelsesmæssige ting der sker med dem. Samtidig kan de ikke overskue konsekvenserne af deres handlinger. De bruger en anden del af deres hjerne, til at træffe beslutninger med end voksne gør. Spiritus har man også fundet ud af forvolder mere skade på deres hjerner, end man hidtil har vidst.

Hashrygning kan, bare ved få gange være udløsende faktor, for at udvikle psykiske lidelser som f.eks. skizofreni. Man kan så spørge sig selv, hvorfor man ikke tager det mere alvorligt.

Hører du også til dem der kan blive lidt småirriteret over at hun hænger oppe længe om aftenen og gerne vil sove længe om morgenen, hvis muligheden er der? Så er det jo rart at vide, at det ikke er noget de gør med vilje, men fordi de udskiller melatonin sent om aftenen, og det gør at de ikke kan sove men føler sig friske. Desværre skal de jo have deres søvn alligevel, men når det ofte ikke i hverdagen, fordi de skal i skole. Måske når de heller ikke at få morgenmad fordi de er sent på den, og så er de jo faktisk inde i en dårlig cirkel. Man har fundet ud af at det er meget afgørende for ens præstationer/karakterer, at man får noget ordentligt at spise om morgenen.

Hvis man nu ved at de ikke kan gøre for at de er så selvoptagede, har humørsvingninger, er overfladiske og stridslystne, er det vist også nemmere at bære over med dem. Jeg kunne blive frygtelig irriteret når hun hele tiden stod og spejlede sig, nu ved jeg at det er fordi hun lige vil overbevise sig selv om, at hun stadig kan måle sig med de andre i flokken.

Desuden kan det være svært ikke hele tiden at komme med kritik eller gode råd, hvor man desværre oplever at teenageren glider længere og længere væk fra en, hvis man gør det.

Det bedste man nok kan gøre er at tage den unge alvorligt, finde det positive i de forskellige situationer og prøve at skabe tillid ved at LYTTE til dem.

Vivi :: jan.03.2008 :: Teenagere :: No Comments »